- Udlejning af ferieboliger over hele Mallorca - Mere end 150 villaer, fincaer og lejligheder

Tlf. +45 27 31 37 05
info@bellamallorca.dk

Mere om Mallorca

Søg via husnummer:

Strandguide

Der er flere gode grunde til at tage til Mallorca. For mange er det bl.a. de fantastiske og meget varierede strande, der gør øen så populær. Her findes hvide sandstrande så langt øjet rækker, små intime strande for enden af dybe klippebugter og strande klemt inde mellem bjergsider, der rejser sig lodret mod himlen. I denne strandguide har vi medtaget et varieret udvalg af de flotteste, kendteste og de mest hemmelige strande. Der findes to kategorier af strande, nemlig de velkendte, som man kan køre til i bil, og så de ukendte, som kræver en kortere eller længere vandretur at nå frem til. 

Disse vandreture er en naturoplevelse i sig selv, og belønningen er ofte en strand, som man kan kalde sin egen. Selv de strande, hvor det bare tager 5-10 minutter at gå ned til, har kun en brøkdel af besøgende, sammenlignet med de strande, man kan køre helt hen til i bil.

Nordøstkysten består af de to store bugter ved Pollença og Alcúdia, som begge er begavet med lange, fine strande. Man får dog ikke disse strande for sig selv, da området næst efter Palma-bugten er Mallorcas største turistområde. Utroligt nok er det dog muligt at finde en af Mallorcas flotteste og mest uforstyrrede strande, Coll Baix, ude for enden af Alcúdia-halvøen, kun få kilometer fra alle de andre badegæster. Strandene på nordøstkysten er nummereret fra 1 til 7.

På Mallorcas sydøstkyst, finder du de mest spændende strande. Hele kysten er domineret af lave klipper, med hundredvis af dybe bugter. I bunden af disse bugter er der mange steder en fin sandstrand, nogle steder kun få meter bred, andre steder på størrelse med en fodboldbane. Vandet fremstår ekstra klart på disse strande, hvor hele den blå farveskala kommer til udtryk. Caló des Moro er et godt eksempel på en af disse dejlige strande.Strandene på sydøstkysten er nummereret fra 8 til 20.

Sydkysten af Mallorca domineres af Palmabugten, og de mange turistområder rundt om Palma. Her findes mange store sandstrande, langt de fleste tæt pakket af hoteller og turistbutikker.  Kun helt ude ved sydvestspidsen af Mallorca ligger der mere uspolerede strande, bl.a. Es Trenc, som er beskyttet af en national park, og derfor omgivet af uberørt natur. Strandene på syd/sydvestkysten er nummereret fra 21 til 23.

På Mallorcas nordvestkyst, fra Andratx til Formentor, rejser Tramuntana bjergene sig nærmest lodret op fra havet, og skaber herved Mallorcas flotteste natursceneri. Der er ikke levnet plads til mange strande her, de fleste steder med bademulighed foregår fra klipperne. Enkelte steder ligger en strand med rullesten, og kun to steder, i Port de Sóller og Cala Sant Vicenç, findes en sandstrand. Strandene på nordvestkysten er nummereret fra 24 til 29.