Ifølge gamle mallorcinske myter forsvarer en drage en kostbar skat i hulerne Cuevas del Drach i Porto Cristo. Ingen har dog så vidt vides set hverken dragen eller skatten. Men det bliver hulerne ikke mindre fortryllende af.
Dragegrotterne består af en række smukke drypstenshuler med stalagmitter og stalaktitter, som er dannet af kalkaflejringer gennem årtusinder. Hulerne blev første gang nævnt i tekster fra år 1338, men blev først undersøgt nærmere i år 1896 af franskmanden Edouard Alfred Martel, som også opdagede de store underjordiske søer. Martel ankom efter invitation fra ærkehertug Ludwig Salvator. Martel, som var sagfører, organiserede i mere end 25 år ekspeditioner til huler i Europa. Han offentliggjorde mere end 1.000 videnskabelige publikationer, og mange af hans værker blev bestsellers. Da Martel begyndte sin udforskning, kendte man tre huler: Cueva Negra (den sorte hule), Cueva Blanca (den hvide hule) og Cueva Luis (Ludwig) Salvator. For enden af denne tredje hule lå La Ventana (vinduet). Herfra var der udsigt til en stor sø, men ingen havde hidtil dristet sig længere end til vinduet. Martel satte over søen med to medbragte både. På den anden side af søen opdagede Martel og hans ledsagere den hule, som i dag kaldes Cueva de los Franceses (de franskes hule).
Grotterne er sammenlagt 2.400 m lange og ligger 250 meter under jordens overflade. Temperaturen i grotterne er konstant på 20 grader.
Turen i grotterne foregår til fods i hold som bevæger sig igennem huler og passager via et indviklet trappesystem. Turen ender i en form for aula foran Martel søen (Lago Martel), der er en af verdens største underjordiske søer med en længde på 177 meter og en bredde på 30 meter. Alt lys slukkes, hvorefter tre illuminerede både passerer forbi og fremfører en romantisk minikoncert for klaver og violin. Samtidig opføres et smagfuldt lysshow, som illuderer solopgang. Når koncerten er slut, bliver de besøgende roet over søen til grottens udgang.