Midt imellem bjergkæden Serra de Tramuntanas knoldede toppe levede karteusermunkene i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet et fredsommeligt liv i klosteret og kirken Real Cartuja de Valldemossa. Munkene var kendt for deres asketiske levevis, og for eksempel spiste de ikke oksekød. Ordenen ("La grande Chartreuse") var dog også kendt for produktionen af fin likør (så helt asketisk levede de måske ikke?).
En sommermorgen i år 1835 skulle de fredelige munke imidlertid vågne op til en dag som forandrede alt i deres tilværelse. Greven af Montenegro, som havde magten over de Baleariske Øer, forbød ganske enkelt alle religiøse institutioner på øen og lukkede alle klostre. Munkene fik tre dage til at forlade klostret, og det de ikke kunne slæbe med sig blev bortauktioneret til lokalbefolkningen. Celleafsnittene blev købt af en fransk bankier, Antoine Canut, som lejede dem ud til private som en slags ferielejligheder. Munkene forsøgte i år 1886 at købe klostret tilbage, men prisen var for høj.
Et berømt par indlogerede sig i klostrets tidligere munkeceller i år 1838. Det var den kendte komponist Frédéric Chopin og hans veninde, forfatteren George Sand, som ankom for at tilbringe vinteren på klostret. Med i selskabet var George Sands to børn og en tjenestepige. Chopin og Sand rejste til Mallorca for at slippe væk fra sladderen i Paris, som truede med at ødelægge deres forhold. Intet gik dog som planlagt for det kendte par. Vejret var koldt, fugtigt og blæsende. Chopins klaver fra Paris dukkede først op 20 dage før, han forlod øen. Og deres parforhold blev ikke forbedret. Hertil kom de lokales fjendtlige attitude mod parret. En frigjort, ugift kvinde med to børn, som levede sammen med sin elsker. Det var mere end lokalbefolkningen kunne acceptere. I sin bog "En vinter på Mallorca" omtaler George Sand befolkningen som "barbarer og aber" og "uægte børn af vellystne, hykleriske karteusermunke". Hun sammenligner dem med "hedninger fra Polynesien". Men stedet fortryllede hende ved sin skønhed, og hun skriver "Valldemosa er det smukkeste sted, jeg nogensinde har boet, og ét af de smukkeste steder, jeg har set."
I klosteret er der i dag en udstilling om Chopin og George Sand. De boede så vidt vides i celle 2 og 4. De ejendele, som angiveligt har tilhørt Chopin, er næppe helt autentiske, da man af frygt for den smitsomme tuberkulose brændte alle parrets efterladte ejendele. I den ene celle vises Chopins dødsmaske og et aftryk af hans hånd (lavet af Geroge Sands svigersøn, Schlésinger). Desuden er udstillet 11 håndskrevne breve, samt et antal originale nodeark. George Sands originalmanuskript til bogen "En vinter på Mallorca" er også udstillet. Mange store komponister har sat deres autograf i den udstillede gæstebog, og der ligger altid en frisk rose på det lille mallorcinske piano som Chopin komponerede de fleste af sine værker fra dette ophold på. Blandt andet komponerede han "Regndråbe præludium", som blev til under en natlig storm. Chopin, der som følge af hallucinationer troede, at han allerede var død, satte sig til pianoet og komponerede. Hans piano fra Paris er udstillet i den anden celle.
Musikerens og forfatterens kompromisløse natur og de grundlæggende karakterforskelle bragte Chopin og Georg Sands kærlighedsforhold til ende. George Sand skrev, efter at hun var kommet tilbage til Paris: "....vores ophold på klostret var en tortur for ham og en lidelse for mig ...".
Opførelsen af klosterkirken blev påbegyndt i år 1751. Klokketårnet er dækket med grønne teglsten. Væg- og loftsmalerierne (freskerne) i kirken er malet af Miguel Bayeu, en svoger til Goya. Gulvet er ret beskadiget, men man kan dog nogle steder se de oprindelige majolica fliser. Hovedalterets prægtige mahogniudsmykninger er fra det 16. århundrede. Over altret er nogle smukke udskæringer, bl.a. ét af Santa Catalina, Valldemossas berømte helgeninde.