Bella Mallorca er partner med europas førende lavprisflyselsab Airberlin. Det betyder at vi kan vi tilbyde markedets billigste flypriser

Läs mer »

down up
 

søg overnatning

helikopter billeder\Golf\0166 - Golf Camp de Mar & Andratx.JPG

 

Par: 72 (6.089 m)
Antal huller: 18

 

Golf de Andratx banen er anlagt i et stærkt kuperet terræn i Camp de Mar på Mallorcas sydvestlige spids i et område, som er næsten totalt tysk-domineret. Vi kaldte for sjov stedet for Nuevo Allemagna. Alt er tysk her. Selv personalet. Klubhuset er mere en restaurant end et klubhus, og vi oplevede at der blev set skævt til os fordi vi blot ville have en kop kaffe inden runden. Det er sjældent den bedste optakt til et nyt møde, og det var bestemt heller ikke ’kærlighed ved første blik’ ude på banen.
Andratx banen er både flot og spektakulær. I et så kuperet terræn kan det jo ikke undgås, at der er meget imponerende udsigter. På det punkt er Andratx enestående. Banen er også holdt i upåklagelig stand, med flotte fairways og gode, hurtige greens.
Men designet har unægtelig sine særpræg, som ikke til fulde harmonerer med min opfattelse af golf. Allerede på første hul oplever man, at greenen ligger på et plateau opbygget med en mur af granitsten. Andet hul, hvorfra man angivelig kan se et af æresmedlemmerne, den pikante tyske supermodel Claudia Schiffers hus, er et drilsk og udmærket par3. Det samme gælder 4. hul, som spilles over vand.
Derfra kommer man for alvor ud i bjerglandskabet. Først et kort, smalt par5 med green liggende på en skråning, derefter et 530 meter langt par5 hul, som er hundehamrende svært. 7. hul har navnet ’Los Muros’, og vi erfarer hurtigt, at det betyder ’murene’. Det er et meget kort par4, igen med green på et plateau, med en høj granitmur både foran og bag green. Man spiller et jern ud, og slår en wedge op til green. Ikke så svært, men flækker man andetslaget får man bolden lige tilbage i hovedet med 100 km/t. Er det smart? Ikke i min bog. Men hullet ser jo imponerende ud på billeder.
9. hul er et lækkert par3 over vand, og de næste huller har flotte, flotte udsigter, men lider under at de spilles fra fremrykkede tees, hvor man faktisk har svært ved at overskue hullet.  Fra 14. hul ændrer banen igen karakter. Man spiller nu ind mellem luksus villaer, der ligger klos op af banen. 15. hul er et par3 med et fald på 40 meter til green, og bebyggelse hele vejen i højre. 16. hul er et kort par4, hvor undertegnede drivede  green fra det fremrykkede tee og 17. hul er et kort, blindt uphill par4, med huse i hele venstre side. Det er lige før det er street golf.
På afslutningshullet, som egentlig er et ganske godt par5 med en stor sø til venstre og foran green, har man det store Dorint Royal Golf Resort hotel liggende én meter fra fairway i venstre, og frau Schultz i værelse 111 har sikkert stadig nervøse trækninger, efter at mit hook fra teestedet smadrede direkte ind på den altan, hvor hun sad og nød sin eftermiddags campari. Entschultigung!
Der er buggy inkluderet i greenfee og banen er da også ganske umulig at gå for almindelige dødelige. Andratx er både spektakulært flot, og underligt kunstig. Og de mange huse skæmmer de første og sidste huller. Der er alt for mange blinde slag, og de fremrykkede teesteder gør mange huller, der ellers ikke er det, til blinde huller. Det ødelægger meget af golfoplevelsen.


Længder:

Hvid: 6.089 meter.

Gul: 5.683 meter.

Blå: 5.268 meter.

Rød: 4.913 meter.


Anbefales: Banen kan ikke anbefales til højhandicappere overhovedet. Lavhandicappere må insistere på at spille den i dens fulde længde.