- Udlejning af ferieboliger over hele Mallorca - Mere end 150 villaer, fincaer og lejligheder

Tlf. +45 27 31 37 05
info@bellamallorca.dk

Mere om Mallorca

Søg via husnummer:

Fornalutx

Idyl og appelsiner på bjergsiden Besøg byen Fornalutx

Langs Mallorcas nordkyst strækker bjergkæden Serra de Tramuntana (Nordenvindens Bjerge) sig, 80 kilometer fra den høje pynt Dragonera mod vest, til det lange næs Formentor i øst. Inde i bjergmassivet når højderne op til 1.445 meter, mens de forrevne klippekanter falder dramatisk ned i havet langs kysten. På de sært formede bjergsider vokser tornebuske, oliventræer og kristtorn, og ind imellem græsser geder, mens den sorte grib kredser over de højeste tinder.


Midt i Serra de Tramuntana ligger bjerget Puig Major. For foden af bjerget – i den smukke Sóller dal – ligger byen Fornalutx, som ganske enkelt er en af Mallorcas kønneste landsbyer. Byen er stort set bilfri, da det kun er muligt at køre i byen via hovedvejen, som passerer forbi byens idylliske torv. Man bevæger sig rundt i byen til fods, blandt andet via de mange stentrapper.

Det gamle centrum i Fornalutx oser af autentisk atmosfære og nostalgi. Overalt er der potter med planter og blomster i alle farver. De åbne porte afslører smukke gårdhaver. På bjergsidernes terrasser og i frugthaverne vokser frodig vegetation med appelsiner og citroner.

 

Fornalutx er en prisbelønnet by

Ikke alene på Mallorca, men i hele Spanien, bliver Fornalutx betragtet som et enestående eksempel på en original og velbevaret spansk bjergby af ekstraordinær skønhed. Byen har modtaget flere priser og anerkendelser. I år 1983 modtog bystyret i Fornalutx for eksempel en sølv-mindetavle fra Mallorcas Turistråd for deres arbejde med beskyttelsen og vedligeholdelsen af byen.

Samme år fik Fornalutx nationalprisen fra General Sekretariatet for turisme i Spanien for byens forskønnelse og bevaringsværdighed for Spanien. Og to år efter modtog byen prisen Premi Alzina fra GOB (Naturfredningsforeningen på Balearene).

 

Arabisk grundlæggelse, catalansk blod i årene

Byen Fornalutx blev grundlagt for mere end et tusind år siden, da det mauriske folk regerede over Mallorca. Sporene fra deres kultur ses mange steder, for eksempel er husenes tagudhæng rigt dekorerede med arabiske symboler, for at sikre husets beboere mod onde ånder. Byens nuværende befolkning har dog kun yderst sjældent maurisk blod i årene, da catalanerne jog araberne på flugt under deres invasion i år 1229.

 

Vilde tyre i gaderne

Hvert år fra den 8. september og fire dage frem fejrer byen ”patron saint fiesta”.  Hele byen fester på byens torv og traditionen tro slippes der tyre løs i byens smalle hovedgade. Det kan godt gå lidt hårdt for sig, dog mest overfor byens kåde unge mænd, som udfordrer tyrene, for at imponere pigerne.

Du finder vore ferielejligheder og ferieboliger i Fornalutx ved at klikke på linket herunder.

Se ferieboliger i Fornalutx