- Udlejning af ferieboliger over hele Mallorca - Mere end 150 villaer, fincaer og lejligheder

Tlf. +45 27 31 37 05
info@bellamallorca.dk

Mere om Mallorca

Søg via husnummer:

Manacor

Begrebet ”kunstperler” lyder måske billigt, men det er det på ingen måde. Kunstigt fremstillede perler er hverken billige prismæssigt, eller i overført betydning. De er faktisk meget eftertragtede, holder evigt og er umulige at skelne fra ægte perler.

I Manacor fremstilles den verdensberømte perle Majorica, der anses for at være verdens tredje-fineste perle. Det er muligt at besøge fabrikken, men (naturligvis) umuligt at aflure fabrikationshemmelighederne.

Ud over perleproduktionen er Manacor ikke berømt for så meget. Med sine 30.000 indbyggere er det Mallorcas næststørste by, og den har desuden en møbelindustri af en vis betydning.

Tilbage i begyndelsen af 1800-tallet, udviklede Manacor sig til centrum for produktion af landbrugsprodukter. Vindmøller skød op overalt og man kastede sig også over fremstilling af spiritus.

Herefter tog møbelindustrien over. Da jernbanen mellem Inca og Manacor åbnede i år 1879 tog byens udvikling yderligere fart og i år 1890 blev den første perlefabrik grundlagt i nærheden af byen. Det skulle vise sig at være et initiativ der pegede langt ud i fremtiden.

I Japan fremstilles ”kunstige” perler ved at dyrke muslinger i store bassiner, men på Mallorca opfandt man en metode til at fremstille perlerne helt kunstigt.

Processens detaljer er naturligvis hemmelige, men det indgår i metoden, at glasperler dyppes i en opløsning med fiskeskæl. Japanerne har forsøgt at kopiere mallorcinerne, angiveligt uden held – og Japan er da også en af de største aftagere af kunstige perler fra Manacor.

I fabriksbutikken kan man købe perler til en rigtig god pris.

Det er også i Manacor at tennisakademiet opkaldt efter Rafael Nadal ligger. Her er der rig mulighed for at blive bedre til at spille tennis.