Fakta & Info

Ny turistskat på Mallorca

OPDATERET 07.06.2018. Turistskatten forhøjes fra sommeren 2018, priser opdateret.

Rejser du til Mallorca eller en af de andre Baleariske Øer efter den 1. juli 2016, skal du forvente at blive opkrævet en ny turistskat, eller på engelsk "ecotax", på op til 4 euro pr. dag.

Det er det regionale parlament på øgruppen, som har besluttet at pålægge tilrejsende den nye skat for at skaffe midler til at støtte bæredygtig turisme og sikre naturbevarelse på øerne.

Hvor meget man skal betale fra og med den 1. juli 2016 afhænger af hvilken type bolig, man vælger. Bor du på hoteller med 5 stjerner og “superior-hoteller”, opkræves den maksimale skat på 4 euro pr. dag. Skatten falder derefter i takt med antallet af stjerner, således at det for eksempel koster 3 euro for 4 stjernede hoteller og “kun” 2 euro pr.dag for at bo på hoteller med 1-3 stjerner.

Ferieboliger, som f.eks. lejligheder og villaer, beregnes ikke efter hotelkategori-skalaen og ifølge vores nøglekontorer og samarbejdspartnere på Mallorca, vil prisen for ophold i feriebolig være 2,20 Euro pr. dag for personer, der er fyldt 16 år.

Børn under 16 år er fritaget for skatten, og den reduceres med 75% i lavsæsonen (november – april). Du får ligeledes 50 % rabat på skatten efter den 8. dag af opholdet. Bemærk dog, at du kun får 50% rabat, hvis du bor i den samme bolig under hele opholdet. Bor du f.eks. 7 dage i én bolig og derefter 7 dage i en anden bolig, skal du betale fuld turistskat for begge ophold.

 

Hvordan opkræves turistskatten

Der hersker fortsat en vis usikkerhed omkring, hvordan den nye turistskat vil blive opkrævet i praksis. Det anses for udelukket, at den opkræves i lufthavne eller havne, da de fleste af disse er ejet af staten, som ikke har godkendt opkrævningen. Det vil derfor være op til de enkelte overnatningssteder at lægge den ekstra skat på gæsternes regning.

Der har fra rejsebranchen været kritik af, at skatten indføres midt i højsæsonen. Mange tilrejsende har desuden booket og betalt deres feriebolig, før indførelsen blev besluttet.


Betalings-eksempler

Vi giver her et par eksempler på, hvor meget man skal betale i turistskat, når man bor i én af vores ferieboliger:

Eksempel 1.
2 voksne og 2 børn under 16 år, 7 dages ophold i juli.
Beregning: 2 x 7 dage á 2,20 Euro
Samlet turistskat = 30,80 Euro (ca. 230 DKK)

Eksempel 2.
6 voksne, 12 dages ophold i august.
Beregning: 6 x 8 dage  á 2,20 Euro + 6 x 4 dage á 0,55 Euro
Samlet turistskat = 118,80 Euro (ca. 891 DKK)


Kan jeg slippe for at betale turistskatten?
Nej, alle turister som bor i feriebolig, vil som udgangspunkt blive opkrævet skatten, og hvis den ikke betales, vil nøglen ikke blive udleveret fra nøglekontoret.
Der er dog stor usikkerhed om, om alle nøglekontorer og udlejningsbureauer vil følge det regionale parlaments krav og opkræve turistskatten i den igangværende sæson.

Hvor betaler jeg turistskatten henne?
Som udgangspunkt skal du betale til nøglekontoret, hvor du henter nøglen. Ankommer du om natten eller udenfor kontorets åbningstid og henter nøglen i en nøgleboks, skal du betale på nøglekontoret den førstkommende hverdag efter din ankomst.
Har du i forbindelse med bookingen ikke modtaget adressen på nøglekontoret, fremsendes denne fra os senest 3-5 dage inden din ankomst.


Du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål omkring den nye turistskat eller ønsker yderligere information.