Drypstenshuler på Mallorca

Dragegrotterne i Porto Cristo

Ifølge gamle mallorcinske myter forsvarer en drage en kostbar skat i hulerne i Cuevas del Drach i Porto Cristo. Ingen har dog så vidt vides set hverken dragen eller skatten. Men det bliver hulerne ikke mindre fortryllende af.

Dragegrotterne består af en række smukke drypstenshuler med stalagmitter og stalaktitter, som er dannet af kalkaflejringer gennem årtusinder. Hulerne blev første gang nævnt i tekster fra år 1338, men blev først undersøgt nærmere i år 1896 af franskmanden Edouard Alfred Martel, som også opdagede de store underjordiske søer. Martel ankom efter invitation fra ærkehertug Ludwig Salvator. Martel, som var sagfører, organiserede i mere end 25 år ekspeditioner til huler i Europa. Han offentliggjorde mere end 1000 videnskabelige publikationer og mange af hans værker blev bestsellers. Da Martel begyndte sin udforskning, kendte man tre huler: Cueva Negra (den sorte hule), Cueva Blanca (den hvide hule) og Cueva Luis (Ludwig) Salvator. For enden af denne tredje hule lå La Ventana (vinduet). Herfra var der udsigt til en stor sø, men ingen havde hidtil dristet sig længere end til vinduet. Martel satte over søen med to medbragte både. På den anden side af søen opdagede Martel og hans ledsagere den hule, som i dag kaldes Cueva de los Franceses (de franskes hule).
  Grotterne er sammenlagt 2400 meter lange og ligger 250 meter under jordens overflade. Temperaturen i grotterne er konstant på 20 grader.
 Turen i grotterne foregår til fods i hold som bevæger sig igennem huler og passager via et indviklet trappesystem. Turen ender i en form for aula foran Martel søen (Lago Martel), der er en af verdens største underjordiske søer med en længde på 177 meter og en bredde på 30 meter. Alt lys slukkes, hvorefter tre illuminerede både passerer forbi og fremfører en romantisk minikoncert for klaver og violin. Samtidig opføres et smagfuldt lysshow, som illuderer solopgang. Når koncerten er slut, bliver de besøgende roet over søen til grottens udgang.

Åbningstider:

1. april til 31. oktober: Rundvisning med koncert kl 10:00, 11:00, 12:00, 14:00, 15:00, 16:00, 17:00.

1. november til 31. marts: Rundvisning med koncert kl 10:45, 12:00, 14:00, 15:30, (16:30 uden koncert).

Lukket fra d. 25. december til d. 1. januar.

Pris voksne: 9,50€, børn under 7 år er gratis.

Adresse: Carretera Cuevas s/n Porto Christo.

Se overnatningsmuligheder i Son Serverra og Sant Llorenç des Cardassar

Drypstenshulerne i Cueva d’Artá

Forfatteren Jules Vernes skrev i slutningen af 1800-tallet science fiction-fortællingen om ”Rejsen til Jordens indre”. Et besøg i grotterne Cueva d’Artá kan få en til at føle sig som medvirkende i den historie, så dybe er de, og man mener da også, at Jules Vernes fik idéen til sin fortælling netop her.
Grotterne går hele 300 meter ned under Jordens overflade, og de forskellige ”afsnit” er navngivet efter en anden fortælling, nemlig rigerne i Dantes Inferno.
Et besøg i hulen varer et sted mellem 25-40 minutter. Turen sker i guidede hold ca. én gang hver halve time. Der guides på spansk, fransk, engelsk og tysk. Turen starter i hulen ”Søjlernes dronning”, hvor der hænger en 22 meter høj stalagmit. Derefter går turen videre til ”Helvedeskammeret”, hvor der er et tre minutter langt lys- og lyd show med musik af Bach. Derfra går turen igennem ”Skærsilden”, ”Teaterkammeret” og ”Organkammeret” til ”Flagkammeret”. Her slår guiden på tre søjler, som har hver deres tone art. Til sidst går turen til ”Elefanten” og på vej mod udgangen kommer man forbi ”Diamantstenen”, som ligner en ædelsten på grund af sammensætningen af Carbon. Ved udgangen mødes man af den fantastiske udsigt over Canyamel-bugten.

Åbningstider:

Maj-oktober kl. 10:00-18:00.

November-april kl. 10:00-17:00.

Entré: Voksne 9,00€, børn under 6 år er gratis.

Adresse: Carretera de las Cuevas, s/n, Capdepera

Se overnatningsmuligheder i Arta.

Drypstenshulerne i Cueva del Hams

Disse huler blev opdaget den 2. marts år 1906 af Pedro Caldentey, men er først for nylig åbnet for offentligheden. Hams Caves er berømt for deres mærkelige klippeformationer og for den smukke underjordiske sø, hvor der bliver afholdt koncert. Klippeformationerne bliver smukt oplyst af forskelligt farvet lys, der giver hulerne et næsten magisk skær.
Turen i hulerne sker i små grupper med en guide som sikrer et informativt og behageligt besøg.

Åbningstider: Hver dag

Adresse: Ctra. Manacor-Porto Cristo, s/n a I km. de Porto Cristo E07680 Porto Cristo.

Se overnatningsmuligheder i Son Serverra og Sant Llorenç des Cardassar