Katedralen La Seu
La Seus oprindelse
Gotiske katedraler findes i mange europæiske storbyer. Men til katedralen i Palma knytter der sig en ganske særlig historie:
i år 1228 gav Pere Martell, en dygtig søfarer, som flere gange havde været på Mallorca, en begejstret beskrivelse af øen til Jaume d.1, som i en alder af kun 20 år var konge af Aragonien og Catalonien. Omtrent samtidig blev nogle af kongens skibe røvet af emiren af Mallorcas folk. Det fik Kong Jaume I, også kaldet ”El Conquistador” (erobreren), til at gå til rigsdagen og få tilslutning til at sende en invasionsstyrke til Mallorca, for at smide maurerne (arabere) på porten. Erobringstogtet blev støttet af paven i Rom, som gerne så Mallorca kristen igen. Hovedsigtet med invasionen var dog efter al sandsynlighed udsigten til egen økonomisk og territorial vinding, for Kong Jaume I og de aragoniske og catalanske adelsmænd og handelsmænd, som støttede ham.
Kong Jaumes invasionsstyrke bestod af 16.000 mand og 1.500 heste, som blev overført på 150 større og mindre skibe. Den 5. september år 1229 lagde Jaume I’s hær fra kajen i Salou i Aragonien med kurs mod Mallorca. Undervejs opstod et voldsomt uvejr og den unge konge lovede at opføre en kirke til ære for Jomfru Maria, hvis hun ville hjælpe ham i stormen. Kongen overlevede uvejret, erobrede Mallorca og holdt efterfølgende sit ord ved at opføre katedral La Seu. Eller i hvert fald gik byggeriet i gang under Kong Jaume I, men det imponerende bygningsværk stod først færdigt mere end 350 år senere. For at understrege de kristne styrkers triumf, blev La Seu placeret ovenpå ruinerne af den tidligere arabiske hovedmoske.
La Seu efter kong Jaume I
Lige siden har La Seu været Palmas vartegn, og indgydt ærefrygt blandt de besøgende i byen. Katedralen er hele 121 meter lang, 55 meter bred og midterskibet er med sine 44 meter blandt verdens højeste. Kirkens indre areal er 6.600 m2. Klokketårnet er 52 meter højt og har ni vældige klokker, herunder den fem tons tunge N’Eloi-klokke, som kan høres over store dele af Palma.
Når man træder ind i det mægtige, centrale kirkerum – med ni kapeller til hver side – fortrylles man af det overjordiske lys, der strømmer ind igennem de 1.236 stykker farvede glas i den 11 meter store vindues-roset over hovedalteret.
Bag katedralens ældste kapel La Trinitat står to marmorsarkofager hvor kongerne Jaime II og Jaime III (efterkommere til kirkens grundlægger Jaume I) er stedt til hvile.
I år 1851 rystedes Palma af et større jordskælv, og hele katedralens vestlige side måtte efterfølgende restaureres.
La Seu ligger inde med nogle unikke relikvier, som kan betragtes i domkirkens museum, der ligger ved den nordvendte portal. Her forefindes for eksempel tre torne fra Jesu tornekrone, et guldkors med splinter fra Jesu kors indfældet, samt et lille stykke af den svamp, hvormed Jesus fik vædet læberne, mens han ifølge Det nye Testamente hang på korset. I museet er der desuden en større udstilling af malerier og andre kunstgenstande.
Åbningstider i april-oktober:
Mandag-fredag: kl. 10:00-17:15.
Lørdag: kl. 10:00-14:15.
Adresse: Plaza de Sant Francesc 7. Palma de Mallorca.
Se overnatningsmuligheder i La Palma